Maritimt Center Danmark

Slideshow

Maritimt Center Danmark er en forening, der blev stiftet i 1995 og er hjemme i det bevaringsværdige havnepakhus fra slutningen af 1800-tallet, der ligger ved Honnørkajen på Svendborg Havn.

Maritimt Center Danmark er landets største bookingbureau for udlejning af sejlskibe, der giver både privatkunder og erhvervskunder fra ind- og udland unikke oplevelser i farvandene rundt om Fyn. Vi samarbejder med 30 store sejlskibe fra hele Danmark.

I det fine, gamle pakhus på Svendborg Havn har vi desuden en Butik med specialiteter fra de små producenter på Sydfyn og øerne, foruden maritim litteratur og informationsmateriale om Sydfyn og øerne.

Maritimt Center er en aktiv part i et maritimt netværk i Danmark (maritime museer, maritime virksomheder, DS, TS, DFÆL, Søfartspuljen, KDY, sejlklubber m.fl.), og vi arrangerer et hav af maritime og kulturelle aktiviteter gennem hele året. Til eksempel fungerer vi som sekretariat for foreningen Fyn Rundt for bevaringsværdige Sejlskibe. Vores opgave er at planlægge og koordinere sejladsen samt at hjælpe med afviklingen. Sejladsen finder sted hvert år i uge 30, har været gennemført ca. 30 gange og er en af sommerens store maritime attraktioner. I sejladsen deltager ca. 35 større sejlskibe fra Danmark, Tyskland og Norge, der tilsammen har ca. 400 besætninger. Skibene anløber primært fynske havne hvert år besøger tusinder anløbsbyerne. I samarbejde med Danmarks Museum for Lystsejlads, Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer og de sydfynske sejlklubber arrangerer Maritimt Center Danmark også en årlig regatta for klassiske lystbåde – Svendborg Classic Regatta. Regattaen besøges hvert år af 50-60 fartøjer i anden weekend af august. Aktiviteten trækker også deltagere fra Tyskland. Om vinteren har vi i over 10 år afholdt maritime foredrag i samarbejde med Svendborg Marineforening og Frit Oplysningsforbund. Der afholdes 5-6 maritime foredrag hver sæson af foredragsholdere fra hele landet. Desuden har vi hvert år siden 1996 udgivet magasinet Maritime Oplevelser med med fokus på maritime oplevelser af enhver art. Magasinet trykkes i 50.000 eks. på dansk og tysk og distribueres i Danmark og Nordtyskland. Pakhuset kan rumme op til 160 spisende gæster, 220 konferencedeltagere og 350 receptionsgæster. Store firmaer holder deres internationale workshops her, brudepar bliver viet på skibene og holder festen i pakhuset, og vi afholder messer og markeder, runde fødselsdage, firmafester og koncerter.

Kontakt

Maritimt Center Danmark
Havnepladsen 2
5700 Svendborg

Tlf. +45 6375 9490
WWW maritimtcenter.dk
E-Mail maritimtcenter@udviklingfyn.dk